‘COACHING’
Vi kender det alle sammen… det der med at høre efter – men ikke rigtigt lytte til, hvad der bliver sagt. Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at jeg gør det ”hele tiden”. Hele tiden i anførselstegn, for det er faktisk sådan langt de fleste dagligdags samtaler foregår – for mig og for dig.
Inden du bidder hovedet af mig og påstår, at du i hvert tilfælde altid lytter til, hvad der bliver fortalt, vil jeg gerne give en uddybende forklaring OG introducere dig for begrebet ’autolytning’. Måske kan du lære lidt om dig selv… og andre!?
Særligt vi kvinder benytter os af autolytning. Når vi kagler løs om børn, mænd og job… Vi lytter til pointer i historien, hvor vi selv kan gribe ind og overtage samtalen med vores egen fortælling (mænd gør det altså også! Om end de måske har en større tendens til at smide hurtige løsninger på bordet).
Lad mig demonstrere… For nylig talte jeg med min veninde. Hun var ked af en situation hjemme og sagde noget i retning af: ’Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med Oliver. Han har aldrig kammerater med hjem efter skole. Han sidder bare foran sin computer hele dagen og gider ingenting’. Mit svar til hende var: ’Det kender jeg kun alt for godt. Andrea sidder også altid bare med sin iPad…’ Jeg toppede min fortælling med ’…og så roder hun helt vildt. Jeg er ved at blive vanvittig’. Og så gik snakken ellers…
Kan du se pointen? Jeg overtog historien fra min veninde. Og toppede den endda ved at fortælle, at min datter var ”værre” end hendes søn. Et glimrende eksempel på autolytning. Og som regel også en glimrende anledning til, at vi kan ”brokke” os i fællesskab og skabe alliancer. Du må give mig ret i, at disse samtaler sjældent er særlig konstruktive.
Når jeg bringer temaet på bane, er det fordi jeg mener vi alle sammen bør øve os meget mere i at lytte til hinanden. Virkelig lytte! Og være nysgerrige på den andens fortælling, spørge ind til både hændelsesforløbet og mulige løsninger (ikke noget med at servere løsningerne i en lind strøm. Det kan være voldsomt frustrerende at blive bombarderet med velmenende råd. Men det kender du sikkert alt til!?). Det er faktisk ikke så svært, men det kræver lidt øvelse.
Så hvordan kunne en superlytter have grebet ovenstående samtale anderledes an? Jeg kunne have stillet uddybende spørgsmål, som for eksempel ’Har du prøvet at tale med Oliver om det? Hvad giver han selv som begrundelse?’, ’Hvad har du forsøgt at gøre for at få ham væk fra skærmen?’, ’Hvordan har han det normalt med sine kammerater?’, ’Har du talt med Olivers far om det? Hvad siger han?’, ’Hvilke muligheder har du selv overvejet?’.
Mon ikke min veninde havde fået et større udbytte og et rum til refleksion i vores samtale, hvis jeg havde spurgt nysgerrigt ind til hendes udfordringer i stedet for at ”trumfe” dem!?
Jeg medgiver, at venne/venindesamtaler ikke skal afholdes som ’professionelle’ coachsamtaler. Der skal også være plads til fællesbrok, meningsudveksling, historier og ping-pong. Prøv alligevel at forholde dig nysgerrigt og spørgerne, næste gang du har en samtale med en ven eller veninde – og se hvad der sker!?
Vidste du for øvrigt, at jeg meget gerne kommer ud på din arbejdsplads og holder kursus i coaching som professionel samtaleform. Ring eller skriv hvis du vil høre nærmere.
Jeg glæder mig til at møde dig.
Diana Plahter