‘PERSONPROFILANALYSE’
JEG HADER AT MALE! Så kort kan det siges… Jeg er ikke særlig god til det, og så lykkes det mig altid at blive smurt ind i maling – også steder på kroppen, hvor jeg bagefter kan undrer mig over, hvordan pokker malingen fandt derhen.
For ikke at tale om irritationen over ’skidt i rullen’, eller når jeg lige får lænet mig op ad et nymalet område og må starte forfra… Nej, malerarbejdet er bestemt ikke noget for mig.
Dér hvor jeg for alvor møder udfordringen er, når jeg skal beskære f.eks. op mod fod- og dørpaneler. Dem var der uheldigvis mange af, altså beskæringer, i weekendens store malerudfordring. Og så var det jeg kom til at tænke over… Hvordan kan det være, at nogle mennesker synes, at nogle opgaver er de fedeste i hele verden, mens andre kæmper sig igennem de selv samme opgaver!? Hvordan kan det være, at nogle opgaver motiverer, mens andre nærmest suger energien ud af os?
Jeg er selv helt bevidst om, at jeg altid er udfordret med de detaljekrævende opgaver. Dér hvor jeg skal fordybe mig, fokusere på én ting ad gangen i længere tid, lave lister, rækker, tal, statistikker, tekniske data eller tilsvarende. Til gengæld har jeg en nærmest uudtømmelig tolerance, tålmodighed og utrættelighed, når det gælder mennesker og relationer. Når jeg skal præsentere, coache, videndele, netværke eller tænke medarbejdere ind i komplekse strategiske forretningsplaner… dér henter jeg min energi, og jeg kan næsten ikke få armene ned igen efter en dag med sådanne opgaver.
Er du klar over hvilke opgaver der giver dig energi? Eller hvilke der bestemt ikke gør? Undrer du dig nogle gange over, hvordan dine kollegaer eller medarbejdere kan arbejde i timevis med opgaver, der ville have vendt bunden ud af dig?
Ved hjælp af en personprofilanalyse kan vi sammen undersøge, hvad der motiverer og giver dig energi? Og du kan blive klogere på, hvad der motiverer dine medarbejdere eller kollegaer.
Nysgerrig? Kontakt mig for en uforpligtende snak om de mange muligheder der findes i arbejdet med personprofilanalysen, eller kom med dit input her på siden.
Jeg glæder mig til at møde dig.