Kender du følelsen af at ville være god til noget andet end det, der egentlig falder dig naturligt?

‘PERSONPROFILANALYSE’

Kender du følelsen af at ville være god til noget andet end det, der egentlig falder dig naturligt? Det var tilfældet for Mette som henvendte sig, fordi hun gerne ville være mere modig og mere målrettet – to egenskaber som ikke, ifølge hende selv, ligger lige til højrebenet. Hun kunne godt være det i nogle situationer, men det krævede altid en pokkers masse energi, fortalte hun. Så hvordan bliver man bedre til noget, man måske i virkeligheden synes, man er rigtig dårlig til?

Rigtig mange af de mennesker, jeg har arbejdet med gennem tiden, har ytret ønske om at ville forbedre nogle egenskaber hos dem selv. Fælles for lang de fleste er, at de ”lægger ud” med at ville være bedre til det stik modsatte, end hvad de egentlig har præference for. Den stille og hensynsfulde kontorassistent vil have større gennemslagskraft og beslutningsdygtighed ved afdelingsmøderne, den impulsive og udadvendte sælger vil være bedre til at skabe struktur og systematik i hverdagen, den fornuftige og disciplinerede økonomichef vil være mere udadvendt og kontaktskabende i ledergruppen… og sådan kunne jeg blive ved. Måske genkender du ønsket fra dig selv?

Jeg kunne sagtens fortsætte med at fortælle om, hvordan vi mennesker blandt andet navigerer gennem livet ved at skabe for- og modbilleder, men i dag skal det handle om Mette og hendes rejse. Ikke en rejse til et ukendt land med udsigt til at være en anden. Men en oplevelsesrejse, hvor hun blev bevidst om at styrke og ikke mindst dyrke de egenskaber, hun allerede besidder, på vejen mod at blive mere modig og målrettet.
For Mette startede rejsen, da hun udfyldte en online evaluator til den personlighedstest, hun efterfølgende skulle have en personlig tilbagemelding på. En personlighedstest er ikke en test med rigtige og forkerte svar. Det er et dialogværktøj, som blandt andet kan hjælpe fokuspersonen med at blive bevist om sine præferencer og styrker – hvad end man arbejder med sin egen personlige udvikling eller som aktør i et teamsamarbejde.

Det var i den efterfølgende personlige samtale, Mette fremsagde sit ønske om at ville være mere modig og målrettet. Da jeg bad hende definere ’modig’ og ’målrettet’ fortalte hun, at det for hende betød at være lidt mere ”ligeglad” hvad folk tænkte, at turde gå nye og usikre veje og at kunne gå efter målet uden nødvendigvis at tage hensyn til alle andre. Udfordringen var, viste profilen, at netop gode relationer var vigtige for hende. Profilen viste også, at hun var god til at fornemme og relatere sig til andre mennesker, at sparring, idéudveksling og feedback var vigtige forudsætninger for hende og at hun trives med forudsigelighed og faste rammer.

Gennem samtalen undersøgte vi, hvordan hun blandt andet kan udnytte sin stærke præference for at kunne fornemme andre mennesker til at blive mere modig. Eksempelvis i undervisningssituationen, hvor hun kan forsøge at afvige fra den planlagte dagsorden og navigere efter sin fornemmelse for mennesker, hvis hun oplever, at budskabet ikke rigtigt synker ind hos tilhørerne. Eller at benytte sin præference for sparring, idéudveksling og feedback til at sætte de rigtige mål. Ikke på en måde, så andre bestemmer hvilken vej hun skal gå. Men så hun husker at spille bold op ad andre på vej mod de mål, der føles rigtige for hende. På den måde blev Mette bevidst om, hvordan hun kan benytte sine præferencer til at opnå de forandringer, hun drømmer om.

Ønsker du også at blive bevidst om dine styrker og præferencer og undersøge, hvordan du kan vende dine udfordringer til styrker, er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Del gerne budskabet:

Leave Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.